SIKKER og SYNLIG ZEBRA!

 5. januar 2014 / Af Palle Gram

Landsbyrådet gennemførte mandag morgen en kampagne for større synlighed i trafikken - og i særdelighed på vej til skolen!

Fra kl. 07:30 til kl. 08:00 blev alle cyklister således stoppet lige efter det farlige "skæve kryds" ved Hejnstrupvej/Sognevej. Her blev de budt på et stykke frugt og en SKRIGGUL trafikvest med reflekser - og med teksten "Sikker og synlig zebra".

De 4 repræsentanter fra Landsbyrådet fik uddelt over 70 gule trafikveste, fortrinsvis til børnene på vej til skolen, men også til flere voksne. Og alle fik også uddelt et BREV, hvor der stod lidt om aktionen og baggrunden for den.

Som bilist ved man hvor svært, at det kan være at få øje på cyklister i mørket og i skumringen - også selv om cyklisten har korrekt lygteføring. Med en GUL trafik-vest er man MEGET MERE synlig.

Vi er utroligt glade for at Ulla Smith (vores lokale politibetjent) støttede op omkring vores lille "aktion" - og var til stede. Hun var dog stadig i "julehumør" og uddelte IKKE bøder på stedet, til de forholdsvis mange, der ikke havde korrekt lys på cyklen.  Men mon ikke at de får de klaret til i morgen!?

Vi håber at de mange uddelte VESTE vil blive brugt i den kommende mørke tid. Vi har stadig nogle få til overs - og de kan fås GRATIS ved henvendelse til Landsbyrådet - i vores åbningstid på vores kontor på Rosentorvet.

Landsbyrådet har altid ment, at det pågældende kryds er ganske farligt - og vi har indledt en dialog med Roskilde Kommune, om hvordan det kan sikres bedre. Ligeledes ønsker vi en mere sikker overgang for cyklisterne og skolebørnene på Gulddysevej, hvor skolestien krydser vejen foran vores BYCENTER.  

Se brevet som blev udleveret sammen med trafik-vestene HER