"Den Gamle Skole" som BYENS HUS
Der er store planer om en udvidelse af "Den Gamle Skole" - samt at gøre den til BYENS HUS
I flere år har en gruppe af borgere, der hidtil har haft tilknytning til den gamle skole fra 1910 på Sognevej 4 - arbejdet med planer om en udvidelse af skolen. Idéen opstod, da det blev tiltrængt for G77 Fodbold, at få nogle mere moderne og tidssvarende omklædningsrum i stedet for de gamle grå barakker fra halvfjerdserne bag skolen. I Helhedsplanen for byen, der blev endelig godkendt i 2023, er planerne også nævnt, ligesom det blev slået fast, at borgerne ønsker at bevare de sidste grønne arealer (herunder boldbanen) omkring skolen og bag Bycenteret.
Når der nu skulle laves nye omklædningsrum kunne man måske tænke videre og bygge lidt flere m2 til, så der også blev plads til yderligere aktiviteter på dette centrale sted midt i byen.
Tankerne er nu nået dertil at projektet er blevet nærmere beskrevet - og en FLYER er udsendt til alle byens foreninger, for at orientere om projektet, få byens opbakning til planerne, og få nogle flere idéer til, hvordan skolen med det udvidede areal bedst kan bruges af ALLE byens borgere.
Landsbyrådet vil gerne opfordre alle i byen til bakke op omkring projektet, og gerne komme med indspark til planerne.
Vi har en god dialog med vores politikere om planerne og gruppen har fået tilknyttet en person fra Roskilde Kommune til at hjælpe os med hele projektet.